Samlinger
Vi har brug for jeres hjælp til at passe på samlingerne.
Vis hensyn til fællesskabet og respekter arbejdsro til børnene, hvor der arbejdes med udvikling af evnen til at indgå i en fælles opmærksomhed.
Undgå derfor aflevering i tidsrumnmet 9.00 til 9.30.
Sørg derfor for at dit barn er ankommet og er klar til at deltage, så er du med til at gøre hverdagen nemmere, ikke bare for dit eget barn, men for alle børn i Åkanden. Vi vil rigtig gerne modtage jeres børn på en god og imødekommende måde og vil gerne hjælpe ethvert barn med at få en god start på dagen i Åkanden. Der er bare tidspunkter der er bedre egnet til det end andre.
Der ligger en særlig udfordring i at holde samling med en børnegruppe. Målene med samlingen er mange, men et af de væsentligste er at skabe og udvikle en situation, hvor vi kan arbejde med fælles opmærksomhed omkring 'noget'. Det er vigtigt at kunne og det er noget der skal øves. Det er også noget, der er meget skrøbeligt.
Der skal ikke megen forstyrrelse til før den fælles opmærksomhed går i opløsning. Nogle børn har meget svært ved at indgå i en fælles opmærksomhed og endnu sværere ved at komme tilbage, hvis de bliver forstyrret.
Hvad hvis man kommer efter samling?
Først og fremmest. Giv besked via AULA.
I Vuggestuen - tal med en af de voksne og hør hvem der kan hjælpe med modtagelsen. Hvis det er vigtigt med en yndlings-voksen så kom før samling. Det er ikke sikkert at de kan efter samling.
I børnehaven - hvis I vælger at komme efter samling, og det er i jo i jeres fulde ret til, så er der optaget på de små fordybelseshold og I skal derfor aflevere jeres barn på udeholdet, eller et hold med to voksne.
Udover at der ikke er plads på de små hold, er de voksne jo alene og i gang sammen med en gruppe børn, hvis de samtidig skal modtage børn så går det ud over resten af gruppen. På udeholdet er der flere voksne … og dermed er der også én til at tage imod.